ArkæoDrone

Full name (DK): Kortlægning af Nordisk Arkæologisk Kulturarv ved Geofysiske Droneobservationer
Full name (Eng): Mapping of Nordic archaeology by drone-borne geophysics
Period: 2019-2022
Partners: DTU Space, National Museum of Denmark, Viking Ship Museum Roskilde, Skanderborg Museum
Budget: 5 mill DKK (A.P. Møller Foundation)
Summary (DK): I ArkæoDrone ønsker vi at udvikle og demonstrere en droneplatform til geofysiske opmålinger specifikt med henblik på arkæologisk kortlægning i svært tilgængelige områder, såsom moser, søer og lavtvandede kyster. Vi ønsker at opbygge en teknologi og viden på tværs af DTU Space og de danske museer således, at systematisk og non-destruktiv arkæologisk kortlægning vha dronebaserede geofysiske opmålinger i fremtiden bliver standard ved arkæologiske forundersøgelser med henblik på at sikre og få et kvalificeret og sammenligneligt overblik over den danske arkæologiske kulturarv. Med projektet forventer vi, at DTU Space og den danske museumforskning kommer helt med i front i Europa inden for anvendelsen af avancerede droneteknologiske platforme til løsning af kulturhistoriske samfundsbehov. I ArkæoDrone vil vi integrere kommerciel droneteknologi med højteknologiske geofysiske sensorer i et specialdesignet setup med henblik på indsamling af højkvalitets data bestående af magnetiske, elektrisk konduktivitet og 3D overflade LiDaR topografi til kortlægning af arkæologisk kulturarv på jordoverfladen, i de nære jordlag samt på og under bunden af søer og kystnære farvande. Vi vil i projektet bygge direkte på eksisterende teknologiske løsninger på DTU Space inden for dronebaseret geofysik. Den højteknologiske know-how hos DTU skal kombineres med den indgående arkæologiske viden hos projektets museum-partnere (Nationalmuseet, Vikingeskibsmuseet og Skanderborg Museum) og dermed bidrage til en gennemtænkt og gennemtestet geofysisk droneplatform til arkæologiske undersøgelser. En række kulturområder i det danske landskab er blevet udvalgt til at teste ArkæoDronen, mens den udvikles. Områderne er udvalgt med særligt blik for deres svære tilgængelighed, da det er i disse geografiske rammer, at en dronebaseret teknologi vil have størst praktisk betydning: store flade områder, moser og lavtvandede kystområder og søer. Projektet vil kombinere eksisterende viden og erfaringer indenfor arkæologi og teknologi med nye analysemetoder til fortolkning af data, ligesom det vil bygge på allerede opbygget teknologisk infrastruktur. Kompetencerne, der erhverves gennem projektets løbetid vil blive forankret gennem uddannelse af to ph.d.’ere samt ansatte hos samarbejdspartnerne i projektet: DTU Space, Nationalmuseet, Vikingeskibsmuseet og Skanderborg Museum, men vil på længere sigt blive bredt ud til en vid skare af interessenter såsom lokale museer, universiteter og styrelser med ansvar for sikring af kulturarv.

 

 

 

https://cmagtres.dtu.dk/da/projects/ongoing/arkaeodrone
4 DECEMBER 2024